Klima med i Miljøredegørelsen
En ny, revideret Manual til Miljøredegørelse er udkommet. Den indeholder blandt andet anvisninger på rapportering om klimaindsats.
Manualen er det centrale værktøj, når virksomheder udarbejder en Miljøredegørelse. Og det er ikke kun MiljøForum Fyns medlemmer, som bruger manualen – den anvendes af mere end 600 virksomheder i miljønetværk over hele landet.
De nye afsnit om klimaindsats er et tilbud til virksomheder, som ønsker at synliggøre deres klimaindsats. Det er således ikke et krav til redegørelsen, som stadig har som bærende princip at virksomheden selv prioriterer sin frivillige indsats.
Ud over klimaafsnittene er manualen også revideret i forhold til nye regler om Grønt Regnskab. Det betyder, at virksomheder, som afleverer Grønt Regnskab, kan anvende de samme data i redegørelsen, og at de også fremover kan indsende Miljøredegørelsen som Grønt Regnskab.
MiljøForum Fyn udsender i den nærmeste fremtid den nye manual til alle medlemmer.
Det er de danske miljønetværk samlet under paraplyorganisationen Key2Green, der står for revideringen og udgivelsen af manualen.