KEMIguiden får støtte af Miljøstyrelsen

MiljøForum Fyn og de andre miljønetværk i Key2Green har siden 2003 samarbejdet om at udvikle KEMiguiden, som er et web-baseret værktøj til kemikaliestyring. Mere end 450 medlemsvirksomheder i netværkene har siden starten kortlagt deres kemikalier og disses relationer til kemikalielovgivningen, og mere end 12.000 kemiske produkter er indtastet i KEMIguiden. Det gør KEMIguiden til det mest anvendte kemikaliestyrings-værktøj blandt små og mellemstore virksomheder i landet.

EU’s nye regler for CLP (Classification, Labelling and Packaging) betyder ændringer i de sikkerhedsdatablade, som følger med indkøbte kemikalier.

De mange ændringer betyder blandt andet, at alle faresymboler ændres, R-sætninger bliver til H-sætninger med nye numre og S-sætninger bliver til P- sætninger, derfor er der behov for revision af KEMIguiden. De nye mærkninger og klassificeringer betyder desuden ændringer i EU’s lister over uønskede kemiske stoffer, som KEMIguiden er bygget op omkring.

MiljøForum Fyn får allerede nu spørgsmål fra virksomheder om håndtering af kemikalier, som er mærket efter de nye regler. Da de nye regler gradvist indføres over flere år, vil der være en lang overgangsordning, hvor virksomhederne i deres kemikaliestyring skal håndtere sikkerhedsdatablade, som er udarbejdet med både ny og gammel mærkning. Dette har også betydning for arbejdspladsbrugsanvisningerne, hvor kemikalierne vil have forskellige mærkninger.

På den baggrund har MiljøForum Fyn på vegne af Key2Green indsendt en ansøgning til Miljøstyrelsens Virksomhedsordning og modtaget økonomisk støtte til at gøre KEMIguiden klar til de nye regler, og til at informere om de nye regler og om REACH.

Projektet gennemføres i 2011 i samarbejde med de øvrige miljønetværk i Key2Green.

Udover videreudvikling af KEMIguiden afholder vi her på Fyn og i resten af landet en række workshops, hvor virksomhederne informeres om de nye regler samt om fordelen ved at have styr på forbrug og anvendelse af kemikalier.

Ønsker du yderligere information, kontakt da Projektleder Christina Melvang på cme@mf-fyn.dk

Arrangementer

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv medlem

Vi tilbyder virksomheder værktøjer som giver overblik og systematik i miljø- og arbejdsmiljøindsatsen, samt adgang til kurser, erfa-grupper, møder og konferencer.