ERFA-gruppe om certificering af bæredygtigt byggeri

Den danske certificeringsordning for bæredygtigt byggeri er ved at være på plads. Ordningen ligger i forlængelse af MiljøForum Fyns hidtidige arbejde for miljøhensyn og miljøredegørelser i byggeriet, og MiljøForum Fyn har da også fra starten medvirket i Green Building Council Denmark.

- I MiljøForum Fyn er vi en gruppe proaktive byggevirksomheder og bygherrer, som har arbejdet med miljøhensyn i vores byggeprojekter gennem de sidste 8-10 år. Vi har derfor meget at byde på med hensyn til etablering og udbredelse af en dansk ordning, siger ingeniør Jonas Rendtorff fra OBH Rådgivende Ingeniører og formand for MiljøForum Fyn – Byggeri.

- Bæredygtigt byggeri er en kompleks proces, fordi målene kan nås på flere måder. Skal man fx isolere mere, end loven forlanger? Hvordan vælger man de materialer, der er mest miljøvenlige ved produktion, transport, brug og bortskaffelse, når bygningen skal fjernes igen? Hvor og hvordan skal bygningen placeres, og kan man sikre, at udenomsarealerne er bæredygtige i anlæg og drift? , siger Lars Holm, der er projektleder i MiljøForum Fyn og med i bestyrelsen for Green Building Council Danmark.

Spørgsmålene er mange, derfor tilbyder MiljøForum Fyn en ERFA-gruppe om certificering af bæredygtigt byggeri med start den 9. februar. Medlemsvirksomhederne inden for den fynske byggebranche får mulighed for at drøfte nye forretningsmuligheder, erfaringer fra de første certificeringer, metode-udvikling mv. på baggrund af den aktuelle viden om den danske certificeringsordning.

ERFA-gruppen har fastlagt foreløbigt to møder hhv. den 9. februar og den 18. maj. Indhold og vægtning af emnerne på møderne er fastlagt på baggrund af de tilmeldtes ønsker. F.eks. drøftes emner som “Kriterierne for certificering” og “Økonomi for bygherren ved certificering”. Der vil være indlæg fra medlemsvirksomhederne og fra eksterne oplægsholdere, herunder bl.a. fra forskere på Statens Byggeforskningsinstitut SBI. Henvendelse om evt. deltagelse i ERFA-gruppen kan ske til projektleder Lars Holm, lho@mf-fyn.dk.


Arrangementer

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv medlem

Vi tilbyder virksomheder værktøjer som giver overblik og systematik i miljø- og arbejdsmiljøindsatsen, samt adgang til kurser, erfa-grupper, møder og konferencer.