Synspunkt fra formand Anker Boye bragt i Fyens Stiftstidende 14. august
Cleantech på Lindø.
En vindmølleproduktion på Lindøværftets arealer efter lukningen af værftet i 2012 er, hvis det bliver en realitet, hjælp når nøden er størst, og en særdeles glædelig nyhed for Fyn. Først og fremmest fordi det forhåbentlig kan redde mange af de 2.500 arbejdspladser, vi ellers står til at miste med lukningen af værftet. Heraf mange i de hårdt trængte produktionserhverv.
Og samtidig kan det være et vigtigt skridt for Fyn i mod de nye erhvervsmuligheder, der ligger i at producere miljø- og klimavenlige produkter, produkter som under et kaldes CleanTech. Det handler om at producere varer og ydelser, som inddrager miljø- og klimahensyn når de produceres, og som bidrager til at løse vores miljø- og klimaproblemer når de anvendes af forbrugeren.
Containertransport er en ikke uvæsentlig kilde til CO2 udledninger på verdensplan. Det har Mærsk taget konsekvensen af, og Lindø Værftet producerer nogle af verdens mest miljøvenlige containerskibe, både i kraft af deres størrelse og i kraft af deres design og avancerede teknologier til at reducere brændstofforbruget. Derfor er Lindø’s skibe på sin vis også cleantech, om end ikke anerkendt som sådan.
Vindmøller er det danske flagskib indenfor Cleantech og bidrager så åbenlyst til at løse vores globale klimaproblemer, samtidig med at det er et dansk erhvervseventyr af dimensioner. Hvis Skykon etablerer deres produktion på Lindø’s arealer vil det løfte den fynske Cleantech industri markant, og forhåbentlig trække flere følgevirksomheder med. Man kan næsten tale om en Fugl Fønix som opstår i asken efter containerskibene.
I kraft af mit arbejde som bestyrelsesformand for MiljøForum Fyn ved jeg, at rigtig mange fynske virksomheder samarbejder om at producere med størst mulige miljø- og klimahensyn. Jeg håber at Skykon og værftet finder frem til en aftale, og byder Skykon velkommen i et netværk af fynske virksomheder, som ser det som en konkurrencefordel at tage miljø- og klimaudfordringerne alvorligt i såvel produktionsprocesserne som hos slutbrugeren.
Formand for MiljøForum Fyn, Rådmand Anker Boye