Jan Boye er ny formand
Jan Boye, rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense, er pr. 12. februar ny formand for MiljøForum Fyn. Det er de fynske borgmestre, der udgør Borgmesterforum, der ifølge MiljøForum Fyns vedtægter udpeger formanden i hver kommunale valgperiode.
Jan Boye er således udpeget som formand for MiljøForum Fyn frem til og med 2013 og afløser tidl. rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Anker Boye, på formandsposten. Dermed er den tætte kobling bevaret mellem de fynske virksomheder og miljø- og byggemyndigheden i Fyns største kommune. Dertil kommer, at Odense Kommune er vært for MiljøForum Fyn og støtter driften gennem et ekstraordinært bidrag.
De øvrige fynske kommuner er repræsenteret i bestyrelsen ved formanden for "MiljøForum Fyn - Kommuner", p.t. udvalgsformand Grete Justesen, Faaborg-Midtfyn Kommune.