Opvarm 180 m2 bolig for 130 kr. om måneden

Udstilling af fremtidens energi- og miljøvenlige boliger

En masse idéer til fremtidens energi- og miljøvenlige boliger kan ses på en udstilling i Forskerparken i Odense.
Der er fri adgang til udstillingen dagligt fra kl. 9-15 frem til den 30. november.

Udstillingen præsenterer modeller og illustrationer af ca. 30 huse (parcelhuse, dobbelthuse og rækkehuse). Alle husene lever op til de nye skærpede energibestemmelser.

Der er huse for enhver smag, fra de traditionelle murstenshuse over træhuse, som vi kender dem, til spændende nytænkte parcelhuse. Det er især de unge tegnestuer, som har eksperimenteret, og givet nye bud på parcelhuset.

Gode og sunde boliger
Med fokus på sunde huse med en meget lav energiregning, henvender husene sig ikke mindst til børnefamilierne, og til dem som ikke vil overraskes af de konstant stigende energipriser.

Det er ikke kun huslejen, der koster. Derfor har udstillingen sat fokus på totaløkonomien, dvs. husleje + el + varme + vand. Og her kan man meget let spare penge på de nye huse, da energiforbruget er under det halve af forbruget for et standardhus.

Sundt indeklima
Allergi er et problem for mange, og byggematerialerne har deres del af skylden. De fleste af de udstillede huse er projekteret  så de kan overholde Svanemærket. Det sikrer, at husene ikke bygges af materialer, som indeholder sundhedsskadelige stoffer. Samtidig stiller Svanemærket krav til husenes luftskifte. I praksis har det betydet, at alle husene har et mekanisk ventilationsanlæg, som dels sikrer det gode indeklima, dels genbruger varmen fra den ”gamle” luft, som blæses ud af husene.
/upload/miljoforum/kampagner/connie hedegaard ser på huse.jpgMiljøminister Connie Hedegaard besigtigede udstillingen i april, hvor hun vurderede, at de nye huse er et vigtigt bidrag til begrænsningen at danskernes energiforbrug.
Hun sagde bl.a. "Byggeriet er en nøglesektor, når det gælder opfyldelsen af vores klimamål og kravet om miljømærkning af huse sætter en rigtig god standard for parcelhuse. Kravet om Svanen på parcelhuse går længere end de krav der stilles i bygningsreglementet. Jeg har forstået, at med de svanemærkede huse kan energiforbruget komme til at ligge 50 % under de nye standarder for energieffektivt byggeri, der netop er trådt i kraft. Og jeg forstår også, at det ikke nødvendigvis bliver dyrere huse."

Fagfolk mødes
Fynske bygherre, arkitekter, entreprenører og repræsentanter for de fynske kommuner mødes til temamøde fredag den 17. november i Forskerparken.

De vil bl.a. drøfte mulighederne for at opføre lavenergi huse på Fyn og på mødet få inspiration af formanden for Bygge- & Anlægssektorens Miljøklub Fyn, Gert Johannesen, eksempler fra ind- og udland v/arkitekt m.a.a. Rie Øhlenschlæger AplusB og en introduktion til udstillingen v/Tommy B Olsen.

Arrangementer

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv medlem

Vi tilbyder virksomheder værktøjer som giver overblik og systematik i miljø- og arbejdsmiljøindsatsen, samt adgang til kurser, erfa-grupper, møder og konferencer.