Glimt fra Erhvervets Temadag

erhvervets Temadag 2010 løb af stablen tirsdag d. 23. november i Syddanske Forskerparker med over 90 deltagere. Årets tema var arbejdsmiljø, og der var både workshops og spændende oplæg om temaet.

Efter en bid morgenbrød og velkomst fortalte Lene Stubgaard fra Arbejdstilsynet om de nye regler for arbejdsmiljøorganisationen. Det var et spændende oplæg, hvor der var rig lejlighed til at stille spørgsmål, og virksomhederne fik en god forklaring på, hvorfor sikkerhedsorganisationen nu hedder arbejdsmiljøorganisationen.

Dernæst hørte vi Carsten Ditlefsen fra AM-gruppen fortælle om, hvordan virksomheden kan skabe sammenhæng mellem virksomhedens overordnede strategi og arbejdsmiljøarbejde. Carsten kom med eksempler på, hvordan nogle virksomheder har organiseret sig og hvordan arbejdsmiljødrøftelsen er med til at opstille mål for virksomhedens fremtidige miljøarbejde.

Som en naturlig fortsættelse fortalte Direktør Orla Dahl fra Worklife om den nye APV – 2.0, som nu indeholder et prioriteringsværktøj, der gør det lettere at fokusere på de største belastninger.

Sekretariatsleder Mogens Michael Møller fra MiljøForum Fyn præsenterede herefter MiljøForum Fyns nye tilbud i form af et netværk og et værktøj, som hjælper virksomheder med at opnå et bedre arbejdsmiljø.

Et af dagens højdepunkter fandt sted inden frokostpausen, hvor Diplomer blev overrakt til de virksomheder, som har gjort en ekstraordinær indsats for miljøet eller deres virksomheds arbejdsmiljø. Virksomhederne Birkemose, Koppers, Kommunekemi, Vandcenter Syd, Daloon og Søby Værft modtog MiljøDiplom og FJ Industries modtog ArbejdsmiljøDiplom.

Først på eftermiddagen havde deltagerne valgt at føle en af følgende tre parallelle workshops: ’Inddrag medarbejderen i kampen mod nedslidning’, ’Sundhedsfremme er en god investering’ samt ’Adfærdsbaseret sikkerhed – sådan griber vi det an. Tanken bag disse workshops var, at deltagerne kunne få gode råd og ideer til hvordan deres virksomhed kan optimere arbejdsmiljøet.

Dagen sluttede med et tankevækkende og underholdende foredrag om trivsel og arbejdsglæde af Allan René Olesen fra Addfocus. En af pointerne var, at dét vi fokuserer på, bevæger vi os imod, og at vi dermed kan opnå drastiske ændringer, ved at ændre vores fokus. Selvom det var sidst på dagen og vi havde været i gang siden morgenstunden, var deltagerne tydeligvis godt underholdt.

Dagen som helhed var en succes, samarbejdet med Netværk Fyn var vellykket og deltagerne tilfredse. vi glæder os til Erhvervets Temadag 2011.





Arrangementer

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv medlem

Vi tilbyder virksomheder værktøjer som giver overblik og systematik i miljø- og arbejdsmiljøindsatsen, samt adgang til kurser, erfa-grupper, møder og konferencer.