Diplomarrangement med succes
Den 9/6 blev der overrakt otte diplomer til medlemmer tilknyttet MiljøForum Fyn – Industri. Følgende virksomheder modtog diplom for deres ekstraordinære miljøarbejde:
- Montana Møbler A/S
- FJ Industries A/S
- Ib Andresen Industri A/S
- Stena Miljø A/S
- Odense Havn
- Kerry Ingredients & Flavours / Cremo Ingredients A/S
- KiMs A/S
- NLM Vantinge ApS
Assens Kommunes borgmester, Finn Brunse, overrakte diplom til Kerry Ingredients for første gang, og til Stena Miljø A/S og Montana Møbler A/S, som fik diplomer for hhv. 5. og 6. gang. Formanden for Industriklubben, Tina Maria Lund Christensen, Fjernvarme Fyn A/S, overrakte diplomer til de øvrige virksomheder.
Som noget nyt fortalte diplommodtagerne selv om, hvilke resultater de har opnået, hvilke mål de har sat sig for den kommende periode, og hvad det er der giver størst værdi i arbejdet med miljøredegørelsen. Det var rig mulighed for at udveksle erfaringer efter oplæggene, som gav masser af inspiration til deltagerne.
Et gennemgående træk blandt diplom-modtagerne var, at kunderne efterspørger dokumentation for miljøindsatsen. Det viser, at miljø i dag er en konkurrenceparameter. Et andet gennemgående træk var, at miljøredegørelsen er med til at sætte fokus på, hvor virksomheden kan få ”mest miljø for pengene”.
Selv om Kerry Ingredients i forvejen er ISO 14001 certificeret, har virksomheden fået stort udbytte af den metodiske tilgang i miljøredegørelsen. Det har givet et øget fokus på virksomhedens forhold til naboerne. Stena Miljø A/S fremhævede især, at man har haft succes med at tænke miljø ind i virksomhedens produkter til kunderne. ”Total Waste Management” er et samlet koncept for miljørigtig affaldshåndtering på virksomheder, som har givet Stena nye kunder og samtidig styrket samarbejdet på tværs i organisationen.
Hos Montana Møbler A/S pegede miljøchef Jesper Kerff Nielsen på at den største gevinst har været skiftet fra syrehærdet til vandbaseret lak. Montana har arbejdet med miljø i mange år – og har i dag fokus på at få det bredt ud også til leverandørerne i form af miljøkrav.
Ib Andresen Industri:
Har reduceret affaldet med 30% - bl.a. gennem Stena Miljøs ”Total Waste Management” system. Redegørelsen har skabt et internt fokus på miljø, som er meget vigtigt.
KiMs:
Har bl.a. fokus på at nedbringe CO2-belastningen fra virksomhedens vognflåde – både personbiler og lastbiler. Sælgerne har opdaget, at en klimavenlig bil også kan være luksuriøs. KiMs har sparet 25% på vandforbruget. Rapporten bruges i øvrigt af sælgerne.
NLM Vantinge:
”Vi laver redegørelsen for vores egen skyld”, siger man hos NLM Vantinge. Den skal give værdi internt, men den bruges også over for kunderne. NLM Vantinge har reduceret olieforbruget markant ved at efterisolere rør og tanke.
FJ Industries A/S:
Miljøredegørelsen er grundværktøjet i miljøarbejdet – og skal hjælpe virksomheden til en ISO 14001 certificering, som er stærk på det internationale marked. FJ Industries har arbejdet på deres produkters indholdsstoffer, som er et stort kundefokus. Det næste kundefokus er klima.
Odense Havn:
Finanskrisen viste, at basisforbruget, trods lavt aktivitetsniveau, var for højt. Derfor har Odense Havn reduceret energi-forbruget og etableret nye nøgletal, som bedre udtrykker de relevante forbrug. Odense Havn har investeret 25 mio. kr. i verdens mest miljøvenlige mobilkran. Den opsamler bl.a. den energi, som opstår når grabben sænkes. Desuden bygges en ny administrationsbygning i energiklasse 1 og investeres ekstra 3 mio. kr. i forbedringer, som tjenes hjem på driften, og som gavner klimaet fra dag et.



